[ad_1]
Der skal utvivlsomt mere end begrebsafklaring til, før Den Islamiske Samarbejdsorganisation (OIC) og SVM-regeringen kan nærme sig hinanden. Men om ikke andet vil det gavne den nationale debat at få ryddet én misforståelse af vejen: Koranafbrænding er ikke en ytring.
Ytringsfrihed er blevet en trumf, man ivrigt smider på bordet i forventning om, at uenighed og indvendinger forstummer. Du kan mene nok så meget, indtil din moddebattør minder dig om, at ytringsfrihed sikrer ham retten til at gøre, hvad der passer ham.
Under de danske lastbilchaufførers demonstrationer imod den nye kilometerafgift i foråret blev ytringsfrihed brugt til at forsvare, at man lavede vejblokader. En ilter lastbilchauffør slog dengang fast, at politiet krænker ytringsfriheden, når de opløser sådanne demonstrationer og udskriver bøder.
Den aktuelle debat om koranafbrændinger, giver igen anledning til at stoppe op og minde hinanden om, hvad forskellen på en ytring og en handling er. Grundloven sikrer borgerens ret til at udtrykke sig på tryk, i skrift og tale. At sætte ild til Koranen er i den forstand ikke en ytring, men en handling og hører derfor til i en anden kategori – ytringsfrihed giver hverken ret til at blokere veje eller afbrænde bøger.
At definere koranafbrænding som noget andet end en ytring løser dog ikke problemerne med utilfredse muslimske udenrigsministre og borgere, men det kan give afsæt til at debattere afbrændingerne som det, de er: stupide, aggressionsprovokerende handlinger.
I 2006 gav Anders Fogh Rasmussen et interview til den arabiske tv-station Al Arabiya og forklarede, at han som statsminister hverken kunne straffe Jyllands-Posten for at bringe Muhammed-tegningerne eller undskylde på avisens vegne, fordi regeringen ikke har autoritet til at begrænse pressen.
Den nuværende regering bør håndtere kritikken fra OIC med samme tilgang: Vi ønsker dialog og samarbejde og tager utvetydig afstand fra koranafbrændingerne. Men Danmark er større end den til enhver tid siddende regering, og den kan derfor ikke stilles til ansvar, når borgere vælger at udtrykke deres foragt for islam gennem koranafbrændinger – lige meget hvor ærgerlig man måtte være over sådanne handlinger.
Jens Hansen er lærer
