[ad_1]
Om Tove Ditlevsen, hendes tumultariske liv og hendes monumentale, genremæssigt vidtspændende forfatterskab er der her i de seneste årtier sagt og skrevet så mange kloge ting, at dette portræt med fordel kan fokusere på de to sæt spørgsmål, som er vigtigst i kanonsammenhæng:
1) Hvorfor fik hun aldrig de fine litterære priser, som hun så klart havde fortjent, altså Det Danske Akademis Store Pris, Kritikerprisen og Nordisk Råds Litteraturpris; hvorfor blev hun ikke nævnt i Kulturministeriets kanon for litteratur af 2004; og hvad er grunden til, at hun ikke figurerer i den i øjeblikket gældende kanon for gymnasiets danskundervisning?
Diskussionen heraf leder direkte frem til et andet sæt spørgsmål:
2) Hvordan udnytter man bedst hendes potentiale i de sammenhænge, hvori klassikerne står deres prøve, nemlig dér, hvor vi i uddannelsessystemet, fra folkeskole over ungdoms- og læreruddannelse, men også i folkelige studiekredse i blandt andet biblioteksregi, samler os om de tekster, som giver anledning til kvalificerede samtaler om, hvad litteratur egentlig er, hvorfor vi læser litteratur, hvad vi kan bruge den til, og hvilke læsemåder den udfordrer til?
