[ad_1]
»Økonomisk støtte til dette projekt er en dødssynd og vil blive straffet hårdt af Gud. Det er værre end Sodoma og Gomorra.«
Sådan stod der i et af de flere hundrede protestbreve, som den danske ambassadør i Østrig i september 1973 modtog fra bekymrede østrigere, der havde hørt om den danske filminstruktør, kunstkritiker og provokunstner Jens Jørgen Thorsens Jesus-film. Og østrigerne var ikke de eneste, der protesterede. Paven lyste filmen i band, flere lande, inklusive Frankrig, forbød Thorsen at optage dér, en ambassadeansats bil udbrændte i Rom, og 5.000 mennesker demonstrerede i København.
Det var Muhammedkrisen før Muhammedkrisen, blot kom protesterne fra den kristne og især katolske kirke verden over. Man tog ikke den i 2017 afskaffede blasfemiparagraf i brug dengang i 1970’erne, selv om der blev gjort forsøg på det. Nu er en ny blasfemilov dog på vej, og debatten om kunstens ret til utilbørlig omgang med religiøse symboler raser igen, og det er oplagt at se tilbage på, hvad der egentlig skete dengang en kunstfilm førte til store protester og principielt vægelsind.
